Jeg havde svoret, at jeg aldrig skulle falde for den der idealistiske jeg-skal-ud-at-redde-verden tankegang, med søde billeder af afrikanske børn, der sulter, og løftet om, at lige netop min indsats ville redde dem. Jeg har altid prædiket, at den eneste rigtige forandring, var politisk forandring, og ikke bare en varm hane man åbner for i form af humanitær hjælp fra idealistiske gymnasieagtige typer, her i vesten. Jeg har altid ment, at de poltiske løfter om forandring skal være konkrete og folkelige, noget folk kan forholde sig til i deres hverdag og ikke et løfte om, at redde verden fra den ene dag til den anden.
Kynisk? Måske, men jeg står stadig ved den overbevisning.
Alligevel har jeg netop lige bestilt en flybillet til Nepal, for at bruge nogle måneder på, at undervise børn i Engelsk. Og endda med det overordnede mål, at hjælpe hele deres landsby ud af fattigdom.
Naivt? Måske.
Dumt? Helt sikkert - der er jo snart folketingsvalg i Danmark og her kunne jeg nok bruge mine kræfter bedre.
Hvorfor sidder jeg så ikke tilbage med en følelse af, at det ikke batter en skid, at jeg tager til en eller anden lille landsby i Nepal, for at synge engelske børnesange med en flok unger?
Fordi det måske alligevel ikke er så langt fra det jeg tror på er det rigtige. Jeg kan faktisk svare "ja" til rigtig mange af de spørgsmål, der opstår, når jeg vejer op om min tur til Nepal stemmer overens med min politiske overbevisning.
Tror jeg ikke på, at forandring skal komme nedefra? Jo, det skulle jeg mene.
Tror jeg ikke på, at kun ved fællesskabets styrke kan vi ændre verden til det bedre? Jovist.
Tror jeg ikke på, at konkret forandring skal komme skridt for skridt, sejr for sejr? Helt bestemt.
Derfor tager jeg til Nepal.
Derfor bruger jeg 2 måneder på, at blive en del af kampen for ét konkret, fælles mål: at løfte 117 familier op over fattigdomsgrænsen.
Ved hjælp at lidt dansk andelstankegang, en håndfuld geder og et par skoler, skal familierne i fællesskab løfte sig. De skal forstå, at kun ved at stå sammen økonomisk og moralsk, kan de bryde med deres fæste hos storbønderne. Og kun ved at føle sig som en del af et fælleskab, kan de klare sig fremover.
Kan det blive mere konkret? Kan det blive mere håndgribeligt eller forståeligt? Kan det blive mere i overensstemmelse med hvad jeg tror på? Næppe..
Så selvom jeg rejser afsted som kyniker (og nok også vender hjem som kyniker), vil jeg alligevel se frem til den fantastiske oplevelse det bliver, at blive en del af en ny familie og en fælles kamp. Og se frem til det glimrende case-studie i, hvordan man virkelig kan rykke noget i fællesskab - noget vi måske også kunne lære af her i Danmark!
Interesseret? Tjek: http://www.kantipur.dk/.
Jeg beklager, hvis det blev noget ustruktureret - sådan er det jo, når tankerne indimellem får frit løb.
Opholdet i Nepal bliver kun del 1. af en større rundrejse i Asien - jeg vil forsøge, at skrive lidt om mine forventninger op til turen og lidt om mine oplevelser under turen.
Imidlertid må i igen nøjes med lidt billeder fra Kantipur:
Tillykke med den flotte blog og med den flotte start.
SvarSletJeg håber - nej jeg er ganske sikker på - at Kantipur vil leve op til dine forventninger. Du og Anette vil være stærkt medvirkende til, at de 117 familier løfter sig op mod fattigdomsgrænsen.
Om landsbyerne, som målsat, når op over den famøse grænse inden udgangen af 2013, tør jeg ikke garantere for, men den inspiration og det håb, I giver dem i løbet af jeres syv uger i landsbyerne, står ikke til diskussion.
Jeg vil glæde mig til at følge din blog. Jeg håber, du får mange kommentatorer. Det er nemlig kommentatorerne, der gør det sjovt at have en blog :-).
Pøj-pøj.
Lone